Afsløret i ulovligt fiskeri

Uheldig fritidsfisker får bøde på 10.000 kroner for at fiske i forurenet lagune.

En fritidsfisker er blevet taget på fersk gerning i en af de laguner på Harboøre Tange, hvor al fiskeri er strengt forbudt.

Da Fiskerikontrollen kom forbi, var den lokale mand iført waders på vej rundt i fjorden, mens han løftede ålerørene for at kontrollere fangsten - og han kan nu se frem til en bøde på 10.000 kroner, skriver Folkebladet Lemvig.

- Der er garanteret flere end ham, der fisker i området, men han er helt sikkert een af hovedaktørerne, siger vicefiskeriinspektør Kim Paulsen til folkebladet.

En sag for ministeren

Under aktionen beslaglagde Fiskerikontrollen i alt 160 ålerør, 15 bildæk og seks ruser. Fiskeri er forbudt i lagunerne, fordi de ligger tæt på det gamle giftdepot på Harboøre Tange.

SFs folketingsmedlem Kristen Touborg frygter, at de forurenede ål bliver solgt videre som almindelige spisefisk og har derfor rejst sagen over for fødevareministeren.