Afklapsning til TTH-damerne mod Nykøbing Falster

TTH-træner Pether Krautmeyer indrømmer, at TTH var oppe mod overmagten. Foto: Arkiv

Afklapsning til TTH-damerne mod Nykøbing Falster

Efter tre sejre i træk stoppede sejrsstimen for TTH-damerne på udebane mod Nykøbing Falster. Nederlaget lød på 33-21.

I onsdagens kamp på udebane fik TTH-damerne stukket en stor kæp i hjulet på den sejrsstime, holdet ellers var inde i, oplyser klubben på sin hjemmeside.

Uanset, hvordan det vendes og drejes, var det en kamp, som TTH aldrig fik nogen form for greb om. 0-3 blev til 1-6 og siden 3-10.

Og selv om det blev til tre reduceringsmål derefter og en reducering til 6-10, så stod der Nykøbing på opgøret med store bogstaver.

TTH'erne fik gjort Nykøbing-keeper Mette Sahlholdt til noget nær verdens bedste, og da tekniske fejl supplerede de brændte skud, så gik det galt.

Ved halvleg stod det 16-7 til Nykøbing, og efter pausen fortsatte nedturen til slutcifrene 33-21.

Emelie Westberg og Nathalie Hagman scorede hver otte gange for hjemmeholdet, mens Maja Eriksson blev noteret for otte af TTH-damernes 21 scoringer. 

Cheftræner Pether Krautmeyer indrømmer, at TTH var oppe mod overmagten.

- Efter fire minutter er vores gameplan faldet til jorden, og vi kommer til at halse efter dem nærmest med det samme.

- Vi må erkende, at de var bedre end os på alle parametre i dag, og det bliver ikke bedre af, at vi konsekvent skyder Mette Sahlholdt stik modsat af, hvad vi havde aftalt, siger Krautmeyer og tilføjer:

- Det her er, hvad der kan ske for et ungt hold under opbygning. Desuden skal det siges, at vi er under massivt pres i en fantastisk arena. Det er en fornøjelse at spille i Nykøbing.

Dermed byttede de to hold plads i tabellen, hvor Nykøbing Falster nåede op på syv point, mens TTH forblev på seks point.