Afgørelse: Boi har ikke krav på statsborgerskab

Boi Saitree Gindeberg blev adopteret til Danmark for 12 år siden, men myndighederne betragter hende ikke som dansker, fordi hun var over 12 år, da hun blev adopteret. Statsforvaltningen fastholder dén afgørelse.

Boi Saitree Gindeberg kom til Danmark for 12 år siden sammen med sin søster. Deres biologiske forældre døde, og derfor blev de adopteret af deres mormor og hendes danske mand, Lars Greve Gindeberg.

Men i dag står den 23-årige kvinde til at blive udvist af landet.

Udlændingestyrelsen har nemlig givet Boi Saitree Gindeberg fra Holstebro afslag på permanent opholdstilladelse. Begrundelsen er blandt andet, at hun har været på kontanthjælp i de seneste tre år. Det forklarer hun selv med, at hun er ordblind og derfor ikke har kunnet gennemføre en uddannelse.

Burde have rettigheder som adoptivbarn

Men udvisningen skyldes også, at myndighederne ikke automatisk betragter Boi Sawitree Gindeberg som dansker. En afgørelse, som hendes advokat Kaare Kristensen fra Herning mener, må bero på en fejl.

- Boi er vokset op som adoptivbarn i Danmark, og det må give hende rettigheder som alle andre danske børn. Jeg vil have undersøgt denne sag til bunds, for det kan ikke være rigtigt, at hun ikke kan blive her i landet, sagde advokat Kaare Kristensen til TV MIDTVEST i marts måned.

Tvivl om adoptionstidspunktet

Når myndighederne ikke betragter Boi Saitree Gindeberg som dansker skyldes det, at Boi ikke - i modsætning til hendes lillesøster Oei Sunee Gindeberg fra Herning - var under 12 år, da hun blev adopteret.

Ifølge de gældende adoptionsregler, så kan et barn under 12 år automatisk opnå dansk statsborgerskab, hvis bare én af adoptivforældrene, i det her tilfælde adoptivfar Lars greve Gindeberg, er dansk statsborger. Er barnet ældre end 12 år, så gælder i stedet reglerne for familiesammenføring.

Selvom begge søstre ankom til Danmark i 2002, hvor de begge var under 12 år, så fastholder statsamtet, at adoptionen først tæller fra den dag, hvor der faldt afgørelse i pigernes adoptionssag. Det skete først i august 2004, hvor Boi var fyldt 13 år.

Måneden senere omgjorde Statsamtet ellers virkningstidspunktet, så det var gældende fra 2002, hvor pigerne kom til Danmark og altså begge var under 12 år. Men den afgørelse tæller ikke, siger Statsforvaltningen i dag.

- Vi finder, at der ikke er grundlag for fastsættelse af retsvirkningstidspunktet for adoptionen til andet tidspunkt end tidspunktet for afgørelsen om adoption den 27. august 2004, lyder det i Statsforvaltningens seneste afgørelse.

Og det er tilsyneladende ikke en formildende omstændighed, at Statsforvaltningen med egne ord indrømmer, at der i forløbet omkring Bois sag er sket "væsentlige sagsbehandlingsfejl."

Frygter udvisning til Thailand

Søstrenes adoptivfar, Lars Greve Gindeberg, fik dermed ikke noget ud af sin seneste henvendelse til Statsforvaltningen i sagen om Boi Saitree Gindebergs adoptionssag.

Den 23-årig thailandske kvinde fra Holstebro står derfor fortsat til at blive smidt ud af landet og tilbage til Thailand, som hun ikke føler, hun har noget tilhørsforhold til.

- Jeg bliver bange - for hvad skal jeg lave i Thailand? Jeg kan ikke længere sproget og har ikke et sted at bo, sagde Boi Sawitree Gindeberg tilbage i marts til TV MIDTVEST.

Se tidligere indslag om sagen:

Den 23. marts 2014:

01:14 Luk video

01:55 Luk video

Den 24. marts 2014:

02:07 Luk video

Se mere om sagen i vores udsendelse 19.30:

02:02 Luk video