Afghansk familie kan måske blive i Danmark

Der er måske håb for den afghanske familie fra Hanstholm, der i april fik at vide, at de skulle udvises. Sagen er netop genoptaget i Udlændingestyrelsen.

Ozbake Søskende
Foto: Marlene Eyde, TV MIDTVEST

TV MIDTVEST bragte i april historien om den 20-årige Nilofar Ozbake og hendes familie, som fik at vide, at de skulle udvises til Afghanistan. Det var til trods for, at ingen af børnene nogensinde har sat fødderne i det krigshærgede land.

Nu er der måske håb for den afghanske familie fra Hanstholm Asylcenter. De har netop fået genoptaget deres asylsag i Udlændingestyrelsen. 

Moren i familien er psykisk syg og forsøgte selvmord, da familien Ozbake fik beskeden om, at de var udvist af Danmark og skulle tilbage til Afghanistan. Det fik folk i Thisted til at gå på gaden og demonstrere mod udvisningen. 

Familien flygtede for 20 år siden fra Afghanistan til Iran og sidenhen til Danmark, hvor de har boet de seneste 3,5 år. 
Nilofar Ozbake og hendes to søskende har gået i skole i Hanstholm, hvor familien boede på det lokale asylcenter. 

Men i maj blev de hentet af politiet og kørt til et udrejsecenter på Sjælland. 

Nu er deres sag genoptaget og dermed tilbage i en såkaldt fase 2.