Affaldsopsang går viralt

En Facebook-opdatering om en kvinde, der har efterladt en masse affald i naturen, bliver delt igen og igen.

affald_1.jpg

- Så er den gal igen, skovsvinet har IGEN været forbi FDF Hytten i Ilskov med et par læs affald.

Sådan skriver Kim Balle Kristensen blandt andet i en opdatering på Facebook, efter at han nu for anden gang har oplevet den samme kvinde smide affald i skoven i Ilskov. 

Den er indtil videre blevet delt mere end 400 gange.

 - Jeg bliver vred over, at jeg skal rydde op efter andre. Nu er det anden gang, at den samme kvinde smider affald her, siger Kim Balle Kristensen.

Blandt affaldet er alt fra medicinrester til batterier og et tørrestativ. 

Kim Balle Kristensen er sikker på, at det er den samme kvinde, der er tale om, fordi der er personlige oplysninger om hende i hendes affald. 

 
 

- Det ryster mig

Det er langt fra første gang, at han støder på affald i naturen, og derfor håber han, at opråbet kan sætte fokus på at opføre sig ordentligt i naturen.

- Det ryster mig. Jeg håber, at det kan gøre folk i mit lokalområde opmærksomme på problemet, siger han om, hvorfor han har skrevet på Facebook og ikke taget kontakt til kvinden.

For han ville formentlig godt kunne finde frem til hende.

- Det ville jo være selvtægt. Der er private oplysninger i hendes skrald, men det vil jeg ikke bruge. Men jeg håber, at der sidder én med meget røde ører, siger han. 

Går ud over børn og dyr

Kim Balle Kristensen er til dagligt FDF-leder, og det bekymrer ham især, at affaldet bliver smidt et sted, hvor der kommer mange børn.

- Der kommer 80 børn hver uge, og de skal altså ikke træde i det. Ligesom der også kommer både ræve og hunde. Og det skal selvfølgelig heller ikke gå ud over dem, siger han. 

Tidligere har han også fundet andre ting i skoven.

- Jeg støder jævnligt på ting i naturen. Det er ikke så lang tid siden, at jeg stødte på et komfur, der var blevet afleveret i skoven, siger han.