Ældre søskendepar blev bundet under hjemmerøveri

En 85-årig kvinde og hendes 72-årige bror er indlagt efter hjemmerøveri uden for Skjern.

Politiet har afspærret vejen ned til ejendommen uden for Skjern,mens kriminalteknikerne arbejder på stedet.
Politiet har afspærret vejen ned til ejendommen uden for Skjern,mens kriminalteknikerne arbejder på stedet.
Foto: Jesper Hejlskov Thomsen, TV MIDTVEST

En 85-årig kvinde blev onsdag aften udsat for et hjemmerøveri på en landejendom på Øster Marupvej uden for Skjern.

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at kvinden blev overrasket af to mænd, der trængte ind i huset og bandt hende, mens de ledte efter værdier i huset.

På et tidspunkt kom kvindens 72-årige bror til ejendommen for at besøge sin søster. Politiet oplyser, at han blev udsat for vold og herefter bundet.

Gerningsmændene var på landejendommen i en halv times tid, inden de kørte fra stedet i en bil. Politiet har ingen oplysninger om et eventuelt udbytte.

Det lykkedes til sidst broren at slippe fri og tilkalde hjælp. Både han og søsteren blev kørt til behandling på Regionshospitalet i Herning, men vil blive udskrevet i løbet af torsdagen.

Politiet har afspærret stedet og er i øjeblikket i gang med kriminaltekniske undersøgelser på stedet.

De to gerningsmænd var omkring 30 år og talte engelsk med accent.

Midt- og Vestjyllands Politi modtog anmeldelsen klokken 20.15 og beder om hjælp fra offentligheden, hvis man har oplysninger, der kan hjælpe med at opklare røveriet.

Mette Helm, der er kommunikationsrådgiver i Midt- og Vestjyllands Politi, siger til Ritzau, at politiet har sikret sig en række spor, som nu skal undersøges nærmere. Hvad det drejer sig om, vil hun ikke fortælle.

- Derudover er vi i gang med at forhøre folk i område for at få klarlagt hændelsesforløbet, siger hun.

Oplysninger i sagen til politiet på telefon 114.