TV MIDTVEST

Ældre mand klemt ihjel under et pillefyr

Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

En 76-årig mand var ved at flytte et pillefyr, da det væltede ned over ham. Han blev dræbt på stedet.

En 76-årig mand mistede mandag aften livet ved en ulykke på sin ejendom nord for Viborg.
    
Politiet fik alarmen om ulykken i Møldrup klokken 17.56.
    
Her var den ældre mand ved at flytte et pillefyr, da det gik galt.
    
- Han bruger en donkraft og på en eller anden måde vælter fyret ned over ham, fortæller vagtchef Henrik Nielsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.
    
Manden var alene om arbejdet og blev fundet af nogle pårørende, som slog alarm.
    
- Men da redningsmandskabet når frem, kan man blot konstatere, at manden er afgået ved døden, siger vagtchefen.

Tip os Har du et godt tip?