Ældre handicappet: Får nej til plejehjem

64-årige Ingry Maagaard er blevet adskilt fra sine søstre, der er flyttet på plejehjem. Hun vil gerne på samme plejehjem, men kommunen siger nej.

Ingry Maagaard er 64 år, udviklingshæmmet, blind og har brug for pleje i alle døgnets timer. Hun har boet sammen med sine søskende gennem hele livet, men efter at de to ældre søskende er kommet på plejehjem, er hun alene i hjemmet. Nu ønsker hun kun at bo på samme plejehjem.

Men det vil Lemvig Kommune ikke give hende lov til.

- Hver gang jeg spørger Ingry, hvor hun gerne vil bo, så får jeg det samme svar: Der hvor Sonja og Solveig (hendes søstre, red.) er, siger Anne Kirstine Leth, der er værge for Ingry Maagaard.

Ifølge kommunen skal hun på en institution for psykisk handicappede, fordi hun kræver for meget pleje til at komme på et almindeligt plejehjem.

- Det er jo sådan, at den omtalte søster har brug for den faglige ekspertise, som er i en anden institution. Det betyder, at de faglige evner der er brug for, har man ikke på et plejehjem, som der her er tale om, siger Orla Østerby, der er formand for socialudvalget i Lemvig Kommune

- Hun har udviklet sig

Ingry Maagaards plejere mener, at hun har udviklet sig siden der blev lavet en vurdering af hende, der siger, at Ingry Maagaard ikke kan komme på et almindeligt plejehjem. De mener, at vurderingen er forældet.

Det lader dog ikke til at trænge igennem til konservative socialudvalgsformand.

- Der har været løbende vurderinger af det her, og jeg kan ikke kommentere, hvad hver enkelt medarbejder har sagt. Vores handicap- og psykiatrichef er klart af den overbevisning, at hun ikke kan rummes i det nuværende plejesystem. Derfor visiteres hun til et andet opholdssted.

Se mere om Ingry Maagaards situation i vores nyhedsudsendelse kl. 19.30

02:05 Luk video