Ældre fik stemmesedler for sent

Ældre fik stemmesedler for sent

Flere ældre i Herning Kommune blev overset, da der blev delt stemmesedler ud til afstemning om Ældrerådet i Herning. Nu får de ikke lov at stemme.

Mandag 9. oktober var der frist for at stemme til Ældrerådet i Herning Kommune. Et ukendt antal stemmeberettigede vælgere over 60 år modtog imidlertid først deres stemmeseddel med posten en uges tid efter fristen. Det skriver Herning Folkeblad onsdag.
    
Et ægtepar, som har henvendt sig til Herning Folkeblad, fandt således kuverten fra kommunen i postkassen i mandags, 16. oktober - sammen med en stak reklamer.
    
- Vi ved ikke, hvor mange der har fået deres stemmeseddel for sent, men vi har hørt fra fire-fem stykker - alle fra samme område, siger socialdirektør Søren Liner Christensen til Herning Folkeblad.
    
- Vi ved, at alle brevene blev afleveret på posthuset 22. september, så der var 17 dage, til vi skulle have stemmerne retur - og det burde være rigeligt, tilføjer han.
    
Socialdirektøren, der i denne ferietid svarer for Herning Kommune, afviser muligheden for at forlænge fristen for at stemme.