Ægtepar sigtet for snedige butikstyverier

Et ægtepar fra Sunds er anholdt og sigtet for flere tyverier, hvor parret har stjålet fra et byggemarked ved hjælp af en dobbeltbundet trailer.

Foto: Bauhaus

 

01:50 Luk video

Et ægtepar fra Sunds er mandag blevet anholdt og sigtet for tyverier i byggemarkedet Bauhaus i Herning. Parret er ved hjælp af en snedigt indrettet dobbeltbundet trailer sluppet ud af butikken med tyvekoster for flere tusinde kroner. 

- Det er ret udspekuleret. Vi kender jo russerposer, men jeg har aldrig hørt om en trailer, siger Jeppe James fra lokalpolitiet i Herning.

De såkaldte 'russerposer' er en pose eller en taske, der er indrettet med dobbeltbund og beklædt med flere lag af aluminiumsfolie, så butikkernes detektorer ikke alamerer, når tyven forlader butikken.    

Ifølge politiet har butikken igennem længere tid mistænkt parret for at lave numre, når de besøgte butikken med deres trailer. Så længe, så butikken havde ansat en vagt til at holde øje med parret, hvis de igen kom til butikken.

Billedet her er en af de såkaldte 'russerposer' politiet har beslaglagt. 

Parret brugte trailerne til at pakke tyvekoster ned i trailerens rigtige bund, for så at lægge nogle billige varer på den falske bund og køre til kassen.

- Og denne gang gik den så ikke. Vi fik anmeldelsen fra butikken kl. 17:46. Så sender vi en patrulje ud, der anholder parret, siger Jeppe James. 

Efter anholdelsen ransagede politiet parrets hjem i Sunds, hvor flere koster fra tidligere tyverier i Bauhaus dukkede op. Blandt andet også en stjålet trailer.

Den stjålne trailer er nok næppe stjålet ved hjælp af den dobbeltbundede trailer, men ved anholdelsen mandag havde parret stjålne varer for 12.500kr i dobbeltbunden, og forsøgte at slippe ud af butikken med betalte varer for ca. 300kr.