Ægtepar sagde farvel til hverdagen: Sådan gik drømmerejsen

Mange så misundeligt med, da ægteparret Lone og Søren Antonsen tog afsted på seks måneders sejlads i Middelhavet. Nu er de vendt hjem, men kun den ene bliver.

4:27
Lone og Søren Antonsen siger farvel til hverdagen, rykker teltpælene op og tager hul på deres livs rejse.
Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

I foråret var vi med, da ægteparret Lone og Søren Antonsen fra Hjerm hev teltpælene op og drog afsted på deres livs rejse. Fra slutningen af april og seks måneder frem tog de en pause fra hverdagen i Danmark, mens de sejlede rundt i Middelhavet på deres livs drømmerejse.  

- Det var pissekoldt at sejle dernedad, men så blev det varmt, da vi først kom derned. Og vi har hverken haft uheld eller problemer, så det har bare været super, fortæller Søren, der sammen med Lone igen har fået dansk grund under fødderne.

Mens Lone, der tog et halvt års orlov fra sit arbejde forud for rejsen, er i fuld gang med hverdagen igen, så ser det noget anderledes ud for Søren. Han solgte sin virksomhed inden afgang, og han har derfor ikke de samme pligter, der skal passes hjemme i Danmark her efter rejsen. Derfor har han taget en beslutning – han sejler videre til foråret.

- Sidst i marts tager jeg til Grækenland, og så tilbyder jeg, at folk kan komme med. Hvis der er nogen, der gerne vil sejle og har spekuleret på, om de turde leje en båd i Middelhavet, så kan de i stedet leje mig og båden, og så sejler jeg for dem. Og så kan de selvfølgelig lære at sejle også, forklarer han.

Han regner med at sejle hele foråret og sommeren, og så må tiden vise, hvornår han igen vender hjem til Danmark for at blive.

- Jeg bliver ved ligeså længe, jeg gider. Jeg plejer at sige, at jeg stopper, når enten pengene eller lysten er væk. Så håber jeg bare, at det ikke bliver pengene, der slipper op, griner han.

Sejlerparret har tilbagelagt 10.000 kilometer siden april, og det er svært for Søren at pege på et særligt højdepunkt, fordi der har været så mange. 

- Vi har oplevet så mange ting. Vi har haft en masse gode oplevelser med sejladsen, og vi har virkelig fået set nogle ting.

Men det var alligevel en stor oplevelse at sejle over Biscayen mellem Frankrigs vestkyst og Spaniens nordkyst. Et af verdens mest berygtede farvande, som parret på forhånd var spændte på at skulle stifte bekendtskab med.

- Vi holdt øje med vejrudsigten og tog ingen chancer. Vi ventede en uge på at ramme det rigtige tidspunkt, men så havde vi også bare en rigtig god tur over, hvor vi blev fulgt af delfiner på et stykke af vejen, fortæller Søren.

Familieforøgelse – og endnu en på vej

Inden sejlerparret tog afsted, forklarede de, at de følte, at det var nu, de skulle udleve drømmen, mens helbredet og tiden stadig var til det. Deres tre børn var blevet voksne, Sørens slidgigt var stadig tålelig og generelt havde de overskud både økonomisk og tidsmæssigt.

Men der var også en anden ting, der pressede sig lidt på - især hos Lone. Hun håbede nemlig, at der inden længe ville komme børnebørn til. Og også på den front er der sket lidt, siden vi sendte Lone og Søren afsted ud af Struer Havn.

- Vi fik det første barnebarn i mandags, fem uger før tid, så han er ikke så stor, men de har det godt, fortæller Søren stolt.

Men der er flere småfolk i vente i familien. Det er nemlig ikke kun sønnen, Sebastian, der har gjort Lones drøm til virkelighed. Også datteren, Frederikke, venter sig.

- De skal have barn til februar, fortæller Søren, der også tror, at børnebørnene spiller en rolle i, at Lone gerne vil være hjemme i Danmark. 

Øverst i artiklen kan du se, hvordan det så ud, da Lone og Søren stævnede ud fra Struer Havn tilbage i april.