Æg-sælgere ser stort på loven

Salmonella-loven skyder gråspurve med kanoner, mener hobby-avlere

Gang på gang ser man dem, når man kører en tur ad landevejen: Skilte der reklamerer for salg af æg fra gårdbutikker og lignende. Men i mange af de små butikker, har sælgerne fået nok. Omkostningerne ved at skulle sælge bare en håndfuld æg om året er nemlig så store, at det ikke kan betale sig.

- I perioder hvor jeg har mange æg - måske 10-20 æg hver uge, så vil jeg jo ikke betale flere tusind kroner om året bare for at få lov til at forære dem væk til en nabo, fortæller Marianne Vedel fra Skjern, der selv er hobbyavler, men ikke sælger æg.

Alligevel ærgrer hun sig over den stramme lovgivning. Reglerne siger nemlig også, at hun end ikke må give sine æg væk til venner eller familie uden at underligge kontrollen.

Dansk Fjerkræforum vil derfor have lempet reglerne for de mindste avlere. Alt andet er både spild af gode fødevarer eller en måde at inkriminere folk uden grund, mener man.

- Enten vil folk blive ved med at gøre, som de altid har gjort: At smide æggene ud. Eller også sælger de dem til naboen uden at der er nogen kontrol. Så bliver det sådan noget småkriminelt, hvor det er skjult under hækken, mener Finn Jensen fra Ulstrup, der er talsmand for Dansk Fjerkræ Forum.

Ignorerer kontrol

Noget tyder på, reglerne lige nu ikke fungerer optimalt. Den landsdækkende kampagne mod salmonella kræver nemlig, at æg-sælgerne registrerer sig og sender æg ind til kontrol tre gange om året. Lige nu er 265 hobby-avlere registreret i kontrolprogrammet, men i realiteten er der op mod ti gange så mange hobby-avlere i Danmark, der sælger æg.

Dermed er der altså en meget stor gruppe, der ikke overholder reglerne om kontrol. Det bekræfter Landbrug og Fødevarer, som står for at indsamle kontrolresultaterne.

- Heldigvis har vi været forskånet for de store salmonellaudbrud de senere år, men der ligger en latent risiko derude, når folk ikke får tjekket deres æg.  Ud over de 265, vi har registreret, så er der mange flere derude - måske er der op til 10 gange så mange - men det er kun et gæt, for vi ved det simpelthen ikke, forklarer Jørgen Nyberg Larsen, der er sektorchef for Danske Æg og Fjerkrærådet hos Landbrug og Fødevarer. 

Salmonella-frit land

Danmark er et af de mest sikre lande, når det gælder indsatsen mod salmonella i æg. Kun få blev i 2011 syge af salmonella-smitte fra æg i 2011, og Danmark har opnået særstatus i EU, fordi der er så få forekomster af sygdommen i æg-produktionen. Af de 265 hobby-besætninger, der sidste år blev testet, blev der fundet to flokke, der var smittede og 28 flokke kom under mistanke uden helt at blive afklaret.