Advarsel: Borgere nordøst for Holstebro skal koge drikkevandet

Drikkevandet fra Ryde Vandværk er forurenet og skal koges, før det må drikkes og bruges til madlavning.

Får du vand fra Ryde Vandværk, anbefaler Embedslægen, at du koger vandet, før du drikker det eller bruger det til madlavning. Et par minutters kogning dræber bakterierne i vandet. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Der er fundet bakterier i drikkevandet, som kommer fra Ryde Vandværk, og derfor anbefaler Embedslægen, at man koger vandet, før man drikker det eller bruger det til madlavning. Det oplyser Holstebro Kommune på sin hjemmeside.

Læs også Drikkevandet er under pres

Drikkevandet er forurenet med en tarmbakterie kaldet Enterokok-bakterier. Bakterierne blev opdaget ved et rutinetjek.

- Det blev opdaget ved en rutinekontrol i mandags, og de ringede så i dag onsdag og sagde det. Nu har de lige været ude og tage ekstra prøver, siger Erik Svendsen, der er formand for Ryde Vandværk.

Vandværket forsyner 250 husstande nordøst for Holstebro omkring Ryde og Stendis - heriblandt en skole og et plejehjem, og borgerne anbefales altså koge vandet. Et par minutters kogning dræber bakterierne.

Risikoen for at blive syg, hvis du har drukket af vandet, er meget lille, fordi der kun er fundet meget små mængder ifølge Holstebro Kommune.

Kilden til forurening

Vandværket arbejder lige nu på at finde kilden og få bakterierne skyllet ud af systemet.

- Det er enten i en af de to boringer eller på afløbet til vandværket, lige inden det løber ud til forbrugerne. Vi skyller vandet og har også taget kontakt til vores servicepartner for at finde ud af, hvor bakterierne kommer fra, siger formanden for vandværket.

Der er i dag taget nye prøver og bestilt en teknisk gennemgang af vandværket for at finde kilden til forureningen.

Kogeanbefalingen bliver afblæst, når prøver har vist, at der ikke længere er forurening. Det bliver oplyst på vandværkets og kommunens hjemmesider samt Facebook.

Anbefalinger fra embedslægen

Beskyt dig selv mod sygdom:

 

  • Drikke: Undgå at drikke vandet direkte fra hanen. Kog det et par minutter først.
  • Madlavning: Brug afkølet kogt vand til skylning af salater eller andre rå grøntsager. Vandet fra hanen kan godt bruges til kogning af kartofler, spaghetti el. lignende, hvis vandet ikke lugter eller smager dårligt.
  • Personlig hygiejne: Med den hidtidige målte grad af forurening kan vandet godt bruges til brusebad og karbad. Vær dog opmærksom på, at børn ikke drikker vand under badning. Brug afkølet kogt vand til tandbørstning og til rengøring af tandproteser.
  • Tøjvask: Du må godt bruge vandet til tøjvask.

Kilde: Holstebro Kommune

Læs også Overblik: Her er der pesticider i vandet