Advarer unge mod nøgenbilleder

Advarer unge mod nøgenbilleder

Unge i Herning føler sig pressede til at sende nøgenbilleder til lukkede Facebook-grupper. Kommunen advarer om, at det er ulovligt og kæmper nu for at få grupperne lukket.

Herning Kommune advarer nu forældrene til de ældste folkeskoleelever mod flere Facebook-grupper, der viser nøgenbilleder eller letpåklædte billeder af unge fra flere af kommunens skoler.

- Det er meget bekymrende. Der er både piger og drenge, der er i klemme i det her, og nogen føler sig pressede til at videresende billeder, siger Winie Bjerre, der er SSP og forebyggelseskonsulent i Herning Kommune.

I et såkaldt bekymringsbrev til forældrene i 6. til 9. klasserne advarer kommunen mod lukkede Facebook-grupper med navne som Familien, Holdet og Ligegyldige Billeder. Kommunen har også hørt forlydender om, at der er nogen, der tjener penge på grupperne med nøgenbilleder.

Strafbart

I brevet understreger SSP-konsulenten, at det er strafbart at videresende nøgenbilleder uden tilladelse - og at det kan give en plettet straffeattest.

- Lige nu er vi ikke ude efter at få straffet nogen, men vi kan ikke sige, at det ikke kommer, for det er strafbart, siger Winie Bjerre.

Hun opfordrer forældrene til at tage en snak med de unge om deres kendskab til sagen. Og formålet er helt klart: Facebook-grupperne skal lukkes.

Billederne på Facebook-grupperne er ifølge kommunen sendt via Snapchat. Normalt forsvinder Snapchat-billeder efter et bestemt antal sekunder, men det er muligt at gemme dem via en speciel app.

Kommunen har ikke et nøjagtigt overblik over omfanget, men en af grupperne har for eksempel op mod 90 medlemmer.

Interview med SSP og forebyggelseskonsulent Winie Bjerre:

01:49 Luk video

 

01:47 Luk video