Advarer mod superstærk hash
Hashen er på 20 år blevet mere end tre gange så stærk - det forøger risikoen for psykoser.
Den hash, som kan købes på gaden i Danmark, bliver stærkere og stærkere.
En ny undersøgelse fra Aarhus Universitet viser, at hashen på godt 20 år er blevet mere end tre gange stærkere - og det forstærker risikoen for hashpsykoser, specielt for personer som er psykisk sårbare.
Det er indholdet af det psykoaktive stof THC, der gennem årene er blevet væsentligt stærkere. Det skyldes blandt andet, at det euforiserende stof ofte fremstilles i moderne laboratorier, der byder på perfekte forhold for planterne.
- Indholdet af de psykoaktive stoffer i de nye forædlede typer af cannabis er lidt ændrede i forhold til de traditionelle sorter. Og den ændring mener man kan medføre en forøget risiko for for eksempel en hashpsykose, siger Christian Lindholst, der er leder af Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitet.
Og det billede genkender man på mange behandlingssteder.
- Mange af dem, der ryger hash - og især dem der er psykisk sårbare - oplever på et eller andet tidspunkt i deres hashkarriere en form for psykiske mén eller vanskeligheder, forklarer Kristina Krohn, der er funktionsleder på Specialcenter Skovvang i Holstebro.