Advarer mod parasitter i hunde

Foto: Arkiv

Advarer mod parasitter i hunde

18 ud af 27 testede hunde på Skive Dyrehospital havde hjerte-lungeorm

Mange hunde på Skive-egnen har hjerte-lungeorm - en parasit, der kan være livstruende, hvis den ikke opdages og behandles i tide.

Sådan lyder advarslen fra Dorthe Dahl, der er veterinærsygeplejerske på Skive Dyrehospital.

Dorthe Dahl siger til Skive Folkeblad, at dyrehospitalet inden for det seneste halve år har testet 27 hunde, hvoraf de 18 havde sygdommen. Et antal som hun betegner som stort.

- Det er svært at vurdere, om det er værre her på egnen end andre steder. Når man for alvor begynder at teste, så finder man selvfølgelig også flere tilfælde, siger hun til folkebladet.

Kort om hjertelunge-orm

Fransk hjerteorm og rævens lungeorm er parasitter, som smitter hunde og ræve via snegle. 

Symptomerne er blandt andet hoste, nedsat appetit, vægttab, nedsat udholdenhed, hurtig vejrtrækning og opkastninger.

Diagnosen stilles ved hjælp af afføringsprøver.

Behandles ved forskellige lægemidler, som ordineres af dyrlægen.

Sygdommen er mest udbredt på Sjælland.


Kilde: Netdyredoktor.dk