Advarer mod engelske fliselæggere

Politiet i Thisted advarer nu private mod en flok engelsktalende flise- og asfaltlæggere. Flere borgere føler sig snydt.

asfalt.jpg

Ifølge politiet i Thisted skal man tænke sig godt om, inden man tager imod et tilbud fra en flok engelsktalende flise- og asfaltlæggere. Det kan nemlig ende med at blive en dyr fornøjelse.

- Vi ser, at der bliver aftalt en pris, og når de så er halvt færdige med arbejdet, så bliver prisen skruet op, siger Kristian Toftemark, fra lokalpolitiet i Thisted.

Lørdag blev gruppen set i Nykøbing, men det er svært for politiet at gøre noget ved problemet.

- Det er jo en kontrakt mellem to private, så det kan vi ikke gøre så meget ved. Men vi ser rigtig mange blive taget ved næsen, og derfor opfordrer vi folk til at tænke sig godt om, siger Kristian Toftemark.

En lignende gruppe har tidligere arbejdet i Ikast- og Herning-området. Også dengang var politiet ude med en advarsel.