Adskillige brande påsat i nat: - Hvad bliver det næste?
Der er blevet sat ild til fire skraldecontainere i Skive i nat. Politiet hører gerne fra vidner, som har set noget.
Politi og brandvæsen måtte suse rundt Skive-midtby, hvor der natten til søndag blev påsat fire brande i skraldespande og containere på en time.
Brandene blev påsat mellem 02.25 og 03.20, og politiet har endnu ikke haft held til at finde frem til gerningsmændene.
- Der er en eller nogen, som har været rundt med tændstikkerne, så vi er voldsomt interesserede i at høre fra vidner, som kan have set noget, siger vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Carsten Henriksen.
- Det er foregået inde i midtbyen, men ikke som sådan i nattelivet. Dog har vi mistanke om, at det kan være nogen, der har været på vej hjem fra byen, der har gjort det.
Det var på ruten herunder, ukendte gerningsmændene satte ild til fire skraldecontainere på under en time.
Ekstremt farligt
Selvom brandvæsnet hurtigt fik styr på både ild og containere, advarer politiet alligevel om alvoren i at starte en serie af brande.
- Det er klart, at vi ikke bryder os om det her. Vedkommende der sætter ild til sådan en skraldecontainer ved jo ikke, hvad det kan ende med. Det kan sprede sig og få store konsekvenser. Uanset hvad er det farligt at sætte ild til noget, lyder det fra Carsten Henriksen.
- Og hvis man kan finde på at gå og sætte ild til containere, hvad er så det næste, man finder på at sætte ild til?
Hvis du har set eller hørt noget omkring nattens brande, kan politiet kontaktes på telefon 114.