ADHD-børn står i kø

Børneafdelingen i Viborg er endnu ikke i gang med at udrede børn med ADHD.

250309_viborg_sygehus.jpg

Børneafdelingen på Regionshospitalet i Viborg skulle fra starten af det nye år have været i gang med at undersøge nogle af de mange børn og unge, der står på venteliste til en udredning for ADHD. Men det bliver ikke til noget.

- Vi skal have oprettet et tværfagligt team af pædagoger, neuropsykologer, læger og sygeplejersker, som skal arbejde sammen om at udrede børnene. Men vi har ingen penge på budgettet til den slags ekstra aktiviteter, så det kræver altså en bevilling fra regionen, siger ledende overlæge på børneafdelingen, Lars G. Hansen.

Det betyder altså, at Regionshospitalet i Viborg ikke kommer i gang lige foreløbigt.

- Vi har rykket adskillige gange for at komme videre, men vi må konstatere, at der endnu ikke er indgået de økonomiske aftaler, som skal sikre, at børneafdelingen får dækket sine udgifter ved at tage sig af de ekstra børn, siger den ledende overlæge til P4 Midt & Vest.