Adele-Koncert: Stort sortbørsmarked i gang

Billetterne til Adeles koncert i Herning blev revet væk på få minutter. Nu bliver der ulovligt solgt Adele-billetter på nettet.

boxen.jpg

Til foråret står den britiske soulsangerinde Adele på scenen i Jyske Bank Boxen. Nogle af de mange fans, der kommer til koncerten, har formentlig købt deres billet af en billethaj.  

Koncerten blev udsolgt på blot 20 minutter, og nu er hajerne i gang. Billetter bliver lige nu solgt på flere forskellige salgssider, og her bliver mange udbudt til langt over, hvad selv de dyreste billetter til 895 kroner koster. 

Det er en daglig kamp, vi kæmper.

Det er lovligt at sælge billetter videre, men det skal være til samme pris, som man selv købte dem for. 

Det er uvist om de mange billetter, der er i omløb, er falske eller ej. 

- Vi forventer desværre falske billetter til så eftertragtede koncerter som eksempelvis Adele, hvilket er utroligt sørgeligt. Det er en daglig kamp, vi kæmper, og direkte kopiering og duplikering af billetter bliver meldt til politiet, siger PR Manager hos Live Nation, Heidi Degn, der står bag koncerten. 

Live Nation garanterer ikke for gyldigheden af billetter, som er købt igennem andre udbydere, og de gør derfor opmærksom på, at der er en risiko for at blive afvist ved døren med billetter købt gennem andre end de officielle udbydere.