Actona Company fyrer direktør

Actona Company fyrer direktør

Orla Dahl Jepsen (billedet) overtager atter styringen af den virksomhed, han grundlagde i 1981. Jens Bornstein fik kun et år på direktørposten.

Møbelvirksomheden Actona Company i Tvis ved Holstebro har fyret administrerende direktør Jens Bornstein.

I en pressemeddelelse skriver virksomheden, at "samarbejdet ikke har udviklet sig, som vi havde håbet".

Jens Bornstein nåede dermed kun et enkelt år i direktørstolen - han begyndte hos Actona den 1. december 2011, da firmaets grundlægger Orla Dahl Jepsen trak sig tilbage for at blive arbejdende bestyrelsesformand.

Orla Dahl Jepsen overtager selv direktørposten. Han siger til tvmidtvest.dk, at han glæder sig til at komme tilbage og understreger, at han som arbejdende bestyrelsesformand hele tiden haft haft en tæt kontakt til virksomheden.

Præcist hvad der ligger bag fyringen, ønsker Orla Dahl Jepsen ikke at fortælle.

Orla Dahl Jepsen stiftede Actona Company i 1981. Actona har 300 ansatte - og tæller man medarbejderne på de to fabrikker i Kina og Ukraine med, kommer koncernen op på 1200 ansatte.

02:03 Luk video