Absolut Rengøring lukker

Absolut Rengøring er i dag gået i betalingsstandsning. Alle medarbejdere er blevet fritstillet.

190214_Absolut_Rengoering.jpg

TV MIDTVEST erfarer, at rengøringsfirmaet Absolut Rengøring A/S fra i dag ikke længere gør rent. Alle 140 medarbejdere er blevet fritstillet.

Absolut Rengøring er blevet mødt af en lang række økonomiske krav, efter Viborg Kommune opsagde aftalen med rengøringsfirmaet.

3F har rejst krav om efterbetaling af 30 procent yderligere løn til 56 medarbejdere, ifølge TV MIDTVESTs oplysninger.

Lukningen giver kommunen en stor udfordring, fordi 179 skoler, børnehaver og andre institutioner nu ikke længere bliver rengjort. Der var et halvt års opsigelse på kontrakten mellem Viborg Kommune og Absolut Rengøring, men nu skal kommunen altså finde en anden løsning.

Viborg Kommune oplyser, at kommunen i tiden frem til den 31. juli næste år vil indgå midlertidige aftaler med andre rengøringsfirmaer, som skal gøre rent på de institutioner, der har ønsket at gå med i et nyt fælles udbud. Det tager kommunen fat på allerede i dag den 12. november, hvor der bliver holdt møde med en række rengøringsvirksomheder.

De institutioner, som har valgt selv at overtage rengøringsopgaven fra den 1. januar 2015, overtager rengøring hurtigst muligt med medarbejdere, der har været ansat hos Absolut Rengøring. Viborg Kommune er allerede i gang med at afklare, hvilke medarbejdere det konkret berører.