Åbne fængsler skal huse færre hårde kriminelle

Fængselsforbundet og Venstres Kristian Pihl Lorentzen satte i maj måned spørgsmåltegn ved de åbne fængsler, efter personale to gange var blevet overfaldet i det åbne fængsel Kærshovedgård. Nu er justitsministeren gået ind i sagen.

To overfald på fængselsbetjente i det åbne fængsel Kærshovedgård syd for Bording fik i maj måned de ansattes fagforening til at sætte spørgsmålstegn ved, om det overhovedet giver mening at have åbne fængsler.

- Vi er nødt til at overveje, om vi skal have så åbne fængsler, som vi har, og med det klientel som vi har, sagde formanden for Fængselsforbundet, Kim Østerbye dengang til TV MIDTVEST.

Presset miljø Miljøet i de åbne fængsler er under pres. Forklaringen er, at de lukkede fængsler er overfyldte. Samtidigt kommer flere og flere af de bedst fungerende fanger i de åbne fængsler hjem at afsone med fodlænke. Alt i alt giver det et hårdere miljø i de åbne fængsler.

Politisk opbakningDe ansattes bekymring for sikkerheden fik Venstres medlem af Folketingets Retsudvalg, Kristian Pihl Lorentzen, til at skrive til justitsminister Karen Hækkerup.

- Åbne fængsler er jo i sagens natur skabt til de lettere kriminelle og ikke til hårde kriminelle. Derfor kan der jo opstå problemer sikkerheden. Samtidigt er der også nogle af de åbne fængsler, der er befængt med narko. Der er handel med narko udenfor fængslerne, og det skal vi også have gjort op med, siger Pihl Lorentzen.

Og ministeren har nu forholdt sig til problemstillingen. I et svar til Folketinges Retsudvalg bekræfter hun således, at der ER udfordringer med sikkerheden i de åbne fængsler.

Flere lukkede pladser i fremtidenJustitsministeren uddyber i sit svar, at der løbende vil blive foretaget tilpasninger, således at 50 åbne pladser i løbet af denne måned vil blive konverteret til lukkede.

Inden årets udgang vil antallet af lukkede pladser yderligere blive forhøjet for at sikre medarbejdernes sikkerhed.

- De aktuelle udfordringer med hensyn til sikkerheden i de åbne fængsler har givet anledning til, at direktoratet overvejer, om der kan iværksættes tiltag på det tekniske og/eller personalemæssige område, som vil kunne højne sikkerheden, lyder det i det skriftlige svar fra justitsminister Karen Hækkerup til Retsudvalget.

Kristian Pihl Lorentzen er tilfreds med, at TV MIDTVESTs indslag og hans spørgsmål til ministeren har fået sat fokus på problemet, så den negative kurve med overfald på personalet kan blive vendt.

Se vores indslag fra d. 15. maj om overfaldet i Kærshovedgård: