Åben for dialog om skolebus til Ryde

Der kommer ingen decideret skolebus til Ryde. Det står fast efter et udvalgsmøde i teknisk udvalg i går. I stedet inviterer formanden for teknisk udvalg til dialog om løsning. Skolebestyrelsen er optimistisk.

Der kommer ikke en decideret skolebus til den nystartede friskole Margrethe Reedtz Skolen i Ryde. Det besluttede teknisk udvalg på et udvalgsmøde i går.

 - Hvis vi skal lave en decideret busrute til skolen, kommer det til at koste 250.000 kroner. De penge har vi ikke, siger formand for teknisk udvalg Bodil Pedersen.

Hun er desuden bange for, at det vil danne præcedens, hvis der bevilliges en skolebus til friskolen.

 - Vi har otte friskoler i kommunen, og hvis vi giver en busrute til Margrethe Reedtz Skolen, så vil de andre skoler måske også have en bus. Det kan vi ikke, siger Bodil Pedersen.

Inviterer til dialog

Selvom det ikke bliver til en særlig busrute til skolen, er Bodil Pedersen åben over for mindre omlægninger af de eksisterende ruter.

 - Vi skal alligevel lave justeringer af ruterne, og så kan det være, at vi måske kan hjælpe skolen ved at omlægge de busruter en lille smule, siger Bodil Pedersen.

Margrethe Reedtz Skolen i Ryde er ikke længere en kommunal skole, men derimod en friskole. Det betyder, at skolebussens rute ikke tager hensyn til eleverne mere. Forældrene skal lige nu selv arrangere kørsel til og fra skolen.

Positivt signal

Udmeldingen fra Bodil Pedersen bliver mødt med åbne arme.

 - Det er et signal om, at de vil samarbejde. Vi går ind i mødet med kommunen med åbenhed. Jeg tror, at vi kan være med til at justere busruterne, så vores behov også bliver opfyldt, siger formanden for skolebestyrelsen for Margrethe Reedtz Skolen, Gunhild Sigaard Hansen og tilføjer:

 - Jeg tror på, at vi kan finde en god løsning i fællesskab. Vi må også vise fleksibilitet til at få tingene til at nå sammen.

Ifølge lovgivningen er det ikke kommunens ansvar at sørge for busser til friskoler.