'To års kamp er ved ende' - kommune kompenserer ægtepar for giftgrund

Et lettet ægtepar fra Videbæk får kompenseret størstedelen af den regning, de står med, efter de i 2010 - uden at vide det - solgte et hus på en forurenet grund.

Smilet var lidt større på ægteparret fra Videbæks læber i dag, end da TV MIDTVEST besøgte dem i sidste uge.
Smilet var lidt større på ægteparret fra Videbæks læber i dag, end da TV MIDTVEST besøgte dem i sidste uge.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

400.000 kroner i nedslag på salgsprisen plus 91.000 kroner i sagsomkostninger. Så meget stod et ægtepar fra Videbæk til at skulle betale ifølge retten i Herning.

Grunden til dette var, at Henriette Olesen og Eigil Kølbæk Olesen tilbage i 2010 solgte deres hus på en grund, som senere viste sig at være forurenet af et kræftfremkaldende stof. En forurening som ægteparret først blev bevidst om hele fem år efter salget.

Ægteparret fortalte i sidste uge til TV MIDTVEST, at det store beløb kunne komme til at betyde, at de måtte flytte fra hus og hjem.

Men så trådte Ringkøbing-Skjern Kommune til. Kommunen som parret i sin tid havde købt grunden af, og kommunen som nu vil kompensere 400.000 kroner af ægteparrets tab.

- Vi er lettede. Det er jo en fantastisk besked at få. Vi havde jo håbet på det, men var alligevel også lidt skeptiske, siger Eigil Kølbæk Olesen.

- Vi kan få ro på nu. Det har været to års kamp, som heldigvis er ved at være ved ende, siger Henriette Olesen. 

3:03
Se indslag: Et ægtepar bliver nu reddet af Ringkøbing-Skjern Kommune. Parret slipper for at betale 400.000 kroner

Kommunen føler sig moralsk forpligtede

Retten i Herning frifandt Ringkøbing-Skjern Kommune for et ansvar i forbindelse med den forurenende grund, fordi sagen var forældet. Selvom kommunen dermed ikke har et juridisk ansvar, har de valgt at påtage sig et moralsk. 

- Der er nogle familier, der kommer i klemme her helt uden skyld, og derfor synes vi, det er at vise ordentlighed at vi tager vores del af ansvaret, siger Hans Østergaard, der er borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune. 

Og den vurdering er ægteparret fra Videbæk glade for. 

- Jeg synes, det er flot, at de godt kan se, at det ikke er fair, at vi skal hænges op på den, siger Eigil Kølbæk Olesen.

På trods af at ægteparret nu kun skal af med en femtedel af det, de blev dømt til i retten, synes de, at kommunens kompensation ikke er mere end rimelig.

Byen bakker op

Hos Videbæks borgere er historien heller ikke gået stille hen. Her er begejstringen for kommunens beslutning tydelig.

- Jeg synes, det er godt, at kommunen går ind og tager noget ansvar, siger Bo Vennevold

Karina Vennevold og Bo Vennevold fra Videbæk.
Karina Vennevold og Bo Vennevold fra Videbæk.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Og selvom kommunen tager af fælleskassen for at kompensere ægteparret, kan det ikke skabe harme i byen.

- Hvis det var mig, der stod i den her situation, så ville jeg også være glad for, hvis der var nogen, der hjalp mig. Så jeg synes, det er i orden, siger Karina Vennevold. 

- Jeg synes nok, at kommunen skulle have betalt det hele. Det er jo synd for dem, at de har købt sådan en grund, siger Britta Bjerre fra Videbæk.

Tilbage hos Henriette Olesen og Eigil Kølbæk Olesen selv håber de bare på, at kommunen vil hjælp de andre boligejere, der bor på en forurenet grund. 

- Jeg håber virkelig også, at husejerne deroppe får noget hjælp. Det har de fortjent, siger Eigil Kølbæk Olesen.

Tre andre huse ligger nemlig også på forurenet jord. Kommunen vil starte sagerne om kompensation til de andre husejere på tirsdag.