Århusvej ved Ans spærret til klokken 23 søndag

Århusvej er fortsat spærret ved Ans på grund af aftenens voldsomme trafikulykke. En lastbil fyldt med brændstof skal tømmes.

Foto: Mikkel Breinholdt Madsen, Breinholdt Foto

En 19-årig mand blev søndag aften fløjet til Århus, svært kvæstet, efter et sammenstød med en lastbil på Århusvej ved Ans.

Vejen er stadig spærret, idet lastbilen havde 51.000 liter brændstof ombord i tanken. Brændstoffet er netop nu ved at blive lastet over i et andet køretøj. Derfor vil Århusvej ved Ans være spærret i hvert fald frem til klokken 23, forklarer vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Allan Riis.

Omkørslen foregår gennem Ans by.