Dårlig vinhøst i Sindbjerg: Årets udbytte ligger 20 % under normalen

Vinhøsten har været hårdt plaget af vejret, og det ærgrer en vinavler på Mors

Dårligt vejr har ødelagt Hans Jørgen Jørgensens vinhøst.
Dårligt vejr har ødelagt Hans Jørgen Jørgensens vinhøst.
Foto: Jesper Mortensen, TV MIDTVEST

Vejret har været en tilbagevendende modstander til årets vinproduktion. Vindruer er selvbestøvende, og det betyder, at der skal være godt vejr, når der bestøves.

- Så sker der det her i Vestjylland, at der regner hele den uge, hvor bestøvningen er, siger vinavler Hans Jørgen Jørgensen fra Sindbjerg.

Samtidig har nogle af hans planter nået at få frost, på trods af at han flittigt har holdt øje med vejrudsigten. Det handler nemlig om at høste på det helt rigtige tidspunkt. 

- Jeg går jo og følger vejrmeldingen. Så pludselig skal vi til at høste, for så kan jeg se, at nu er der mere skidt og råd i, end hvad godt er, siger Hans Jørgen Jørgensen. 

Vejret har betydet, at der er nået at gå skimmel i druerne. 

2:18
Se video: Vinavlerne har haft store vejrmæssige udfordringer i år

Dårligt udbytte

De mange klager over vejret er berettiget - årets udbytte har nemlig ligget 20 % under normalen.

Både råd, skimmel og stilkesyge hærger druerne, og det betyder, at vinavlerens plukkere er nødt til at sortere mange klaser fra.

- Det der tydeligvis er råd, det skal væk. For det vil ødelægge vinen, fortæller en af vinavlerens plukkere. 

Heldigvis for Hans Jørgen Jørgensen er vingården mere hobby end levevej. Dansk vin er nemlig svært at leve af, og derfor helst bare være en passion. 

- Mange der dyrker vin, det er jo nogen, der har lidt grå hår, siger vinavleren fra Sindbjerg. 

Vingården på Sydmors er vant til både at levere til en vinhandel og en restaurant i Nykøbing. Årgang 2019 bliver lille men eksklusiv.