Aalestrup-firma øger kødeksport til Japan

Japan køber nyretapper og tunger fra danske køer.

kod010414.jpg

Japanerne er vilde med oksetunger og andre specialiteter, som vi sjældent sætter til livs herhjemme.  Derfor er det godt nyt for slagterierne, at Japan efter femten års forbud har genåbnet for import af dansk oksekød. Det skriver DR Nordjylland. 
    
Hos Hjalmer Nielsen Gruppen i Aalestrup er man ved at fylde den første container med kurs mod Japan. Direktør Christoffer Andersen er godt tilfreds med den nye eksportmulighed.
    
- Vi håber på at opnå en større pris på forskellige produkter, som japanerne er interesserede i, siger han til DR Nordjylland.
    
I Aalestrup bliver der nu samlet tunger, nyretapper (den muskel, der er hæftet til nyrerne), mellemgulv og bryst fra kvæg sammen til en container. Der er i alt 25 tons, som er solgt til et japansk engrosfirma.
    
Bestillingen udfylder noget af hullet i ordrebøgerne, efter russerne lukkede for importen for snart to år siden, og Christoffer Andersen ser perspektiver i eksporten til Japan.
    
- Vores forventninger er, at vi kan udbygge det med nogle produkter fra vores opskæringsenhed. Det er mest de billige, skæve produkter, indmadsprodukter, som japanerne er interesserede i, siger han.

I år forventer Christoffer Andersen en eksport for tre millioner kroner. De kommende år på 10 millioner kroner.

Her kan du se et afsnit af Fast Arbejde fra slagteriet i Aalestrup: 

10:18
Et af landets ældste slagterier ligger i Aalestrup - her har de slagtet kreaturer i 100 år.