Åh nej, vi skal have et barn med hjertefejl

For Elizabeth og Mads G. Skinnerup fra Herning kom det som et chok, da de fik at vide, at deres ufødte datter havde en hjertefejl.

9:14
Her kan du se det første afsnit af Hjertebarn.
Foto: Hans Vittarp TV MIDTVEST

Hver gang der bliver født 100 børn, har et af dem en hjertefejl. Men den slags sker ikke for os, siger de fleste.

Sådan tænkte Elizabeth og Mads G. Skinnerup fra Herning også.

Men ved en scanning får de en chokerende besked:

I venter et barn med en alvorlig hjerte-misdannelse, og hun skal opereres meget hurtigt efter fødslen. Ellers kan hun ikke leve.

Som at sidde i to verdener 

I forvejen har parret Abel på knap to år. Han er sund og rask, og det samme er begge forældre.

Derfor er det voldsomt for familien at få at vide, at det lille foster har en misdannelse, der hedder transposition.

- Jeg husker det lidt, som vi sidder i to forskellige verdener. Den her overlæge og hjertelægen står og snakker og kigger på scanningen og skærmen. Jeg prøver bare at følge med og prøver at se, om jeg kan gennemskue, hvad der er galt, siger Mads G. Skinnerup. 

Elizabeth G. Skinnerup fik en chok, da hun modtog lægens besked om, at hendes ufødte barn havde en hjertefejl.
Elizabeth G. Skinnerup fik en chok, da hun modtog lægens besked om, at hendes ufødte barn havde en hjertefejl.
Foto: Hans Vittarp TV MIDTVEST

Fostrets lunge- og kropspulsåre er byttet om. Samtidigt har det også et lille hul mellem to hjertekamre. Der bliver født ca. 15 børn om året med den samme diagnose.

- Pludseligt er vi gået fra at vente et helt normalt, raskt barn uden komplikationer til ikke at vide, om jeg overhovedet får mit barn. Det var et kæmpe chok, helt forfærdeligt og ens eget hjerte gik i 1000 stykker, siger Elizabeth G. Skinnerup. 

Barnet har det fint i mors mave 

Overlæge Jesper Vandborg Bjerre, Hjerteafdelingen, Universitetshospitalet i Skejby, fortæller, at med netop den hjertesygdom har fostret det fuldstændigt fint, mens det ligger i mors mave. Men når det bliver født, kører kredsløbet ikke, som det skal, og blodet bliver ikke iltet. Derfor skal barnet opereres inden for den første uge.

- Hjertefejl er den hyppigste misdannelse hos fostre. De findes i alle mulige afskygninger, siger Jesper Bjerre Vandborg.

- Det er den store fordel ved screening, at vi finder de her børn, så vi ved præcist, hvordan vi skal håndtere dem lige efter fødslen, fortæller han. 

Parret Elizabeth og Mads G. Skinnerup venter et barn med en alvorlig hjerte-misdannelse.
Parret Elizabeth og Mads G. Skinnerup venter et barn med en alvorlig hjerte-misdannelse.
Foto: Hans Vittarp

Stor glæde af Facebook

Elizabeth og Mads har valgt  at melde sig ind i Hjerteforeningens børneklub på Facebook. Her har de stor glæde af at kommunikere med andre forældre i samme situation.

- Det er overraskende, hvor mange der enten har den samme eller en lignende hjertefejl. Det er utrolig så mange mennesker, der går gennem livet med den her problematik, Elizabeth G. Skinnerup. 

TV MIDTVEST har fulgt parret til scanning og jordemor i tiden frem til  fødslen og operationen, der skal foregå på Rigshospitalet i København.

9:14
Her kan du se første afsnit af Hjertebarn.
Foto: Hans Vittarp TV MIDTVEST