95-årigs søn imponeret over forsøg på plejehjem

Vagn Rebbe var imponeret, da han så, hvordan hans gamle og demente mor, Magda, livede op, da 12 femårige børnehavebørn flyttede ind på hendes plejehjem.

Magda Rebbe lyste op, da hun i to uger var sammen med børnehavebørn. Det glæder hendes søn, der er imponeret over sin mors forvandling. Foto: Line Morell Holm & Bent Leth, TV MIDTVEST

95-årige Magda var én af beboerne på plejehjemmet Parkvænget i Holstebro, der deltog i et to ugers forsøg med børn, der flyttede ind hos de ældre og havde deres dagligdag sammen med dem.

Det var en svær begyndelse for både børn og ældre. Men det var fantastisk, hvad det endte med.

Vagn Rebbe

Sønnen, Vagn Rebbe, har ikke et sekund fortrudt, at han som værge gav tilladelse til moderens medvirken.

- Det var imponerende at opleve, hvordan de livede op alle sammen. Også min mor.

- Der kom gnist i øjnene igen. Hun har altid været glad for børn, siger han til TV MIDTVEST.

Selvom Vagn Rebbe er god til at besøge og gå en tur med sin mor, er han glad for den forvandling, han så ved hende, da hun var sammen med børnehavebørn og deres pædagoger. Foto: Bent Leth, TV MIDTVEST

Magda har boet på plejehjemmet i fem år. Hun er dement, og hendes dagligdag er præget af ensomhed. 

- Man dør lige så stille. Det går helt i stå. Selvfølgelig får det en ende for alle på et tidspunkt, men når der ingenting sker, så sidder man jo bare og venter på at dø, uddyber sønnen om moderens plejehjemstilværelse.

Men børnenes liv og leg kvikkede Magda op.

Fakta om forsøget:

- To uger i efteråret.

- 12 børn fra Børne Universet Mejdal (BUM) og 12 beboere fra plejehjemmet, Parkvænget, deltog.

- Børnene mødte ind hver dag kl. 9 og blev hentet af forældrene på plejehjemmet.

- De spiste sammen hver dag og begyndte hver dag med morgensang og gymnastik.

- Børn og ældre lavede forskellige aktiviteter sammen, fx ansigtsmaling, konkurrencer udendørs, udflugt til havet.

- Det var personale fra de to institutioner, som arrangerede forløbet.

- Der var sat ekstra personale af til både gamle og børn.

- Pårørende til børn og ældre var ved forsøgets afslutning inviteret til kaffe og kage.

- TV MIDTVEST har været med hele vejen og har for TV 2 produceret "Børnechok på Plejehjemmet" i to afsnit. Første del sendes tirsdag den 16. april kl. 20.50 på TV 2 og TV 2 Play. Andet afsnit sendes ugen efter den 23. april kl. 20.50.

Se mere

Ansigtsmaling var et hit

I begyndelsen af forsøget sad Magda for sig selv i sin lejlighed og havde ikke den store omgang med de andre beboere på plejehjemmet. Faktisk spiste hun også selv, fordi de andre beboere blev irriteret, fordi hun gentog sig selv og sine frustrationer. Men da børnene dukkede op, og Magda inviteredes til at blive malet i ansigtet, var hun straks klar.

- Det morede vi os rigtig meget over. Det var sjovt at se. Det var rigtig godt. Man kunne jo se gnisten i øjnene. Det var en fornøjelse, fortæller Vagn Rebbe.

Magda skulle ligesom både børn og flere andre af de andre ældre males i ansigtet. Foto: Line Morell Holm & Bent Leth, TV MIDTVEST

Han spiller som regel kort med sin mor, når han besøger hende. Men den kreativitet, som børneuniverset bragte med ind på plejehjemmet, gjorde noget helt særligt. Ikke mindst for Magda.

- Det var en svær begyndelse for både børn og ældre. Men det var fantastisk, hvad det endte med. Det er fantastisk at se så meget, det har gjort.

Forsøget fortalt i en tv-dokumentar

Tirsdag aften bliver første afsnit i den todelte tv-dokumentar, "Børnechok på Plejehjemmet", sendt på TV 2 kl. 20.50. I udsendelsen kan du opleve, hvordan 12 børn og 12 ældre mødes og efterhånden udvikler et bånd. Forsøget foregik i efteråret på plejehjemmet, Parkvænget, med deltagelse af børn fra Børne Universet Mejdal (BUM).

Andet afsnit bliver sendt om en uge.

03:01 Luk video