94-årig udødeliggøres: Får sin egen plads

94-årige Niels Holst-Sørensen fik fredag opkaldt en plads i fødebyen Stakroge efter sig

Foto: Jeanette Torndahl Madsen, TV MIDTVEST

- Jeg er dybt rørt og glad. Sådan lød det i dag fra 94-årige Niels Holst-Sørensen, da han i dag fik opkaldt en idrætsplads i Stakroge efter sig.

Her er han født. I 1922. Og hans liv har ikke været som de flestes. Han har nemlig været både europamester, værnschef og IOC-medlem. 

- Dit livsforløb er imponerende. Siden du blev født lige her i Stakroge, har du opnået mange store ting, lød det fra Herning-borgmester Lars Krarup (V).

Jeg blev lidt forbavset og lidt i tvivl, om det nu også var rimeligt at gøre det.

Niels Holst-Sørensen, 94 år og barnefødt i Stakroge.

Europamester i 400-meter løb

Niels Holst-Sørensen blev første gang kendt i den danske offentlighed som én verdens bedste løbere på 400 og 800 meter distancerne. Han har været blandt verdens bedste på begge distancer og blev Europamester i 400-meter løb i 1946. På grund af 2.verdenskrig var det dog begrænset, hvor mange store internationale mesterskaber, han fik mulighed for at deltage i.

Kometkarriere i flyvevåbenet

Da han i 1948 deltog ved OL i London var han i fuld gang med træningen som pilot i forsvaret, og han blev én af Danmarks første piloter i jetfly. Niels Holst-Sørensen gjorde kometkarriere i flyvevåbenet, hvor han opnåede rang af generalmajor og blev udnævnt til chef for hele flyvevåbenet i 1970.

Medlem af IOC i 25 år

Sit tredje markante aftryk på Danmark satte Niels Holst-Sørensen i idrætspolitikken, som dansk medlem af IOC, den Internationale Olympiske Komite. Det var en post, han havde i 25 år fra 1977 til 2002.

Selvom den aldrende herre er stolt over at have fået sin egen plads, så var han overrasket, da han fik nyheden.

- Jeg blev lidt forbavset og lidt i tvivl, om det nu også var rimeligt at gøre det, siger han beskedent. Samtidig glædede han sig over de mange børn, der var med til at fejre navngivningen af pladsen.

  Foto: Jeanette Torndahl Madsen, TV MIDTVEST

Vandt 100-meter løb, da pladsen blev indviet

Det meste af sin ungdom har Niels Holst-Sørensen boet i Herning. Men han har selv dyrket idræt på pladsen i Stakroge og han vandt 100 meter løbet den dag pladsen blev indviet, i 1947.

At Niels Holst-Sørensen får en plads opkaldt efter sig nu, skyldes at byrådspolitikerne i Herning Kommune har vedtaget en særlig to-årig indsats for at identificere personer, der har fortjent at blive uddødeliggjort ved at få veje og pladser opkaldt efter sig. En indsats, der blandt andet har til formål at stimulere interessen for kommunens historie.

Indsatsen har indtil videre betydet, at tidligere borgmester og KL-formand Hilmar Sølund fik opkaldt en vej efter sig, ligesom pladsen foran kunstmuseet Heart er blevet opkaldt efter Bitten og Aage Damgaard, der som kunstmæcener grundlagde Hernings langvarige forhold til en række internationale stjerner i kunstens verden.