91-årige Anders oplevede kulderekord: 1940’erne var værre

91-årige Anders Knudsen oplevede kulderekorden på 31,2 minusgrader i 1982, men fortæller, at 1940’erne var meget koldere.

Anders Knudsen har helt styr på dagene i 1982, da han skrev dagbog. Januar-kulden var naturligvis også beskrevet. Foto: Jørgen Ahler, TV MIDTVEST

Der skulle lidt ekstra til for at starte sin bil den 8. januar 1982 på Thy. Mange måtte opgive, men få fik gang i maskineriet.

- Dem, der fik startet bilen, de røg jo sådan. Det var så koldt, så de dampede jo, siger Anders Knudsen.

Det var ikke sådan et par dage eller tre, det var koldt. Det var i månedsvis.

Anders Knudsen

Og ja, det var da også særdeles koldt den dag. I den lille by Hørsted i Thy bare få kilometer fra Anders Knudsens gård blev der nemlig slået kulderekord med 31,2 minusgrader.

Den 91-årige thybo lod sig dog ikke sådan slå ud af lidt minusgrader – for i gamle dage var der rigtig vinter til.

- I 41, 42, 43 (år 1941, 1942, 1943, red.), der havde vi vinter. Det var vinter. Der var koldt, og det var i lang tid. Det var ikke sådan et par dage eller tre, det var koldt. Det var i månedsvis, siger thyboen.

Så når meteorologerne i disse dage advarer om hård kulde, skal Anders Knudsen nok klare sig – og han giver gerne et godt råd med på vejen til de lidt mere kuldskære.

- Tag en ekstra trøje på, lyder det.

Ifølge DMI vil den kommende uges tid byde på en smule sne, og temperaturen vil nærme sig 10 minusgrader.

De 31,2 minusgrader er Danmarks officielle kulderekord.

01:19

Anders Knudsen skrev sine oplevelser i en dagbog, og kulden er også beskrevet. 

Luk video

Læs også Usædvanlig vejrsituation sender iskold luft mod Danmark