86-årig kvinde skræmte indbrudstyv væk

To ældre damer fra Roslev havde mandag formiddag besøg af en ung mand, der luskede rundt i deres boliger.

To ældre kvinder fra Roslev havde mandag formiddag besøg af en ung indbrudstyv.
To ældre kvinder fra Roslev havde mandag formiddag besøg af en ung indbrudstyv.
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

En ung mand blev mandag formiddag opdaget, da han luskede rundt hjemme ved en ældre dame i Roslev. Episoden fandt sted klokken 10.45 på Bakkevej i Roslev.

Hun hørte puslen i køkkenet, og da hun kommer derud, ser hun, hvad hun mener er en udenlandsk udseende mand, der står og rækker ud efter køkkenskabene.

”Hvad fanden laver du her?”

Den 86-årige dame lod sig dog ikke kue af tyven og råbte højt efter ham: ”Hvad fanden i helvede laver du her?”

- Det får ham til at løbe fra stedet, siger Niels Bach, vagthavende ved lokalpolitiet i Skive.

Mens tyven løber væk fra stedet, forsøger han at forklare, at han er der, fordi han har brug for hjælp.

- Tyven råber ”I need water, I need water”, siger Niels Bach og tilføjer:

- Og det er altså ikke første gang, at man oplever en tyv, der forsøger at tale sig ud af situationen. Det er set før her på Skive-egnen.

Stjal smykker og dankort fra genboen

Inden tyven blev opdaget af den 86-årige dame, havde han været inde ved genboen, som er en 74-årig dame.

Der havde han haft held med tyvekosterne. Han stjal både dankort, tre guldringe og tre halskæder.

Tyven beskrives af den 86-årige som en mand på 20-25 år med spinkel kropsbygning, brun hudfarve og sort hår. Hun gætter på, at han er mellem 155 og 160 centimer høj.