85-årig mand fundet kold i grøften: - Han var afkræftet

​Den 85-årige mand, der blev meldt savnet fredag aften, er fundet igen. Han har det efter omstændighederne godt, forklarer politiet.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto)
Foto: Flemming Christensen

Efter en større eftersøgning med både hundepatruljer og helikopter er en 85-årig dement plejehjemsbeboer fundet igen.

Det var en henvendelse, som politiet modtog lørdag morgen, der ledte myndighederne på sporet af den forsvundne mand.

- Vi fik en melding om, at han lå i grøften og var kold og forkommen på Blytækkervej i Viborg - cirka en kilometer fra det plejecenter, han havde forladt, forklarer vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Allan Riis.

- Han var underafkølet og afkræftet, men efter omstændighederne har han det godt, lyder det.

Forsvandt fredag aften

Personalet på plejecenteret fandt ud af, at den 85-årige var væk fredag aften klokken 19.00. Først ledte personalet selv efter manden, men efter en times tid blev politiet involveret i eftersøgningen.

Af ukendte årsager havde manden formået at hive en magnetisk brik af sit tøj, og dermed kunne han forlade centeret, uden alarmen gik i gang. 

Manden er nu indlagt til observation på sygehuset i Viborg, indtil han er frisk nok til at vende tilbage til plejecenteret.

Den 85-åriges pårørende er hos ham på hospitalet.