85-årig ildsjæl har for få timer i døgnet

Thyra Kaasgaard kan spare kommunen for mange penge, fordi hun selv holder sig aktiv.

Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

På trods af at dåbsattesten siger 85 år, så er der ingenting, der tyder på, at Thyra Kaasgaard går ned i gear lige foreløbig.

Hun er enke, men bor stadig på gården ved Herborg lidt udenfor Videbæk. 

- Jeg klarer det hele selv da for Søren! Det skulle jeg helst. Lidt endnu, siger Thyra Kaasgaard.

Ifølge forudsigelser fra Danmarks Statistik kommer der i 2017 5,2 procent flere på over 75 år. De ældre koster kommunerne mange penge i ældreplejen og sundhedsvæsenet, og derfor har kommunerne stort fokus på at holde de ældre friske i så lang tid som muligt.

Læs også Flere ældre udfordrer kommunernes økonomi

Thyra Kaasgaard sørger selv for at holde sig aktiv. Hun skriver sange og holder sangaftener, og i øjeblikket udstiller hun keramikværker i sit eget galleri. Ikke sine egne værker, men elevernes fra de to keramikhold, hun underviser hver vinter.

- Det er dejligt, at der er noget at gå op i, for så kommer der også nogle folk. Når jeg har det her keramikundervisning, og det har jeg to gange om ugen, så kommer der nogen mennesker med den samme interesse som mig, siger Thyra Kaasgaard.

Den nuværende udstilling har også åbent den kommende weekend.

Tiden slår ikke til

I mange år har Thyra været instruktør på dilettantforestillinger. Lysten er der endnu, men tiden slår ikke til.

- Jeg har ingen planer. Jeg har nogle drømme om at lave amatørteater. Det kunne være sjovt, men vi skal også stoppe, mens legen er god, siger hun.

Thyra har otte børn, 23 børnebørn og tre oldebørn. De er med til at holde hende i gang, mener hun. Men man har også selv et ansvar for, at alderdommen ikke bliver en kedelig affære.

- Jeg kan jo ikke blive 25 eller 50 igen, så det er om at nyde den tid, der er og få brugt hvert eneste minut, og det synes jeg også, jeg gør.

02:14 Luk video