84-årig lottovinder: Jeg skal have en ny bil

Men den 84-årige kvinde fra Fjaltring, der søndag blev millionær, trænger ikke til pengene.

Fjaltrings nye 84-årige lottomillionær har ikke spillet lotto i 2-3 år.

- Men for nogle dage siden drømte jeg, jeg ville vinde en stor præmie i et lotteri. Derfor købte jeg onsdagslotto, men der var ingen gevinst, siger den 84-årige til TVMIDTVEST.

Alligevel købte hun ti minutter før lukketid en ny kupon i lørdags. Denne gang med gevinst. Men kuponen blev først indløst tirsdag.

- Jeg var i gang med at strikke til oldebørnene, så jeg fik ikke lige tjekket det på dagen. Jeg kunne ikke forstå tallet, men det er da så sjovt og dejligt morsomt, selv om jeg ikke trænger til pengene, siger den 84-årige enke, der har tre døtre, ni børnebørn og 2 oldebørn.

Skal have en ny bil

Lottokuponen blev købt hos den lokale købmand i Fjaltring og udløste en gevinst på 6 millioner kroner.

- Jeg har lige været i Kenya med yngste datter. Nu kan det være, jeg kan nå en safaritur mere - jeg er jo 84 år. Ellers skal jeg have en ny bil. Den gamle er 14 år gammel. Og så skal børnene have lidt penge. Ellers vil jeg investere dem.

Vil være anonym

På trods af at alle i Fjaltring ved, hvem byens nye millionær er, vil den 84-årige hverken i fjernsynet eller nævnes ved navn.

- Der stod så mange, som havde hørt det. Alle synes det var sjovt. Men jeg vil ikke genkendes som hende, der vandt en masse penge. Derfor skal alle ikke vide det, siger hun.

Lottogevinsten blev fejret med champagne og rødvin i lottomillionærens hjem i Fjaltring.