81-årig kvinde hjemmerøvet og truet med stok

En 81-årig kvinde fra Hurup i Thy blev klokken 02.25 natten til fredag overrasket i sin lejlighed af en ung mand. Kvinden fik stjålet taske med kontanter.

thistedpoliti.jpg

Støj vækkede i nat en 81-årig kvinde på Lindeallé i Hurup i Thy. Da hun stod op for at se, hvor larmen kom fra, overraskede hun en ung gerningsmand i sin gang, der var i gang med et hjemmerøveri.

Manden brød ind i kvindens lejlighed via terrassedøren, og truede kvinden med hendes egen stok.

- Hun blev presset tilbage ind i sit soveværelse med stokken, og gerningsmanden holdt døren for hende. Bagefter tog den unge mand kvindens taske, der indeholdt kontanter, og forsvandt, siger vagtchef Ole Vanghøj fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Var rimelig cool   

Kvinden led ikke fysisk overlast ved hjemmerøveriet.

- Hun er hverken kommet til skade eller har været til undersøgelser. Hun var rimelig cool, da hun ringede til os, og vi havde hende i røret, indtil den unge mand forlod lejligheden, fortæller vagtchefen.

Gerningsmanden beskrives som en ung mand, 150-160 centimeter høj og almindelig af bygning. Han havde en sort jakke på med hætten trukket over hovedet.

Politiet oplyser, at der ikke var et stort beløb i tasken.