8 gode råd til at komme op i gear efter ferien

Det kan godt være svært at komme i gang efter juleferien, men her er nogle gode råd til, hvordan du kommer bedst i gang.

Det kan godt være hårdt at vende tilbage til jobbet efter ferien. Et godt råd er at give sig selv lov til at holde en pause en gang imellem.
Det kan godt være hårdt at vende tilbage til jobbet efter ferien. Et godt råd er at give sig selv lov til at holde en pause en gang imellem.
Foto: Shutterstock, Scanpix

For mange midt- og vestjyder er det første arbejdsdag efter juleferien. Og det kan godt være lidt svært at komme i gang igen efter nogle gode jule- og nytårsdage med hygge, sammenkomster og god mad.

Men bare rolig – Line Ullmann, som er specialist i effektive arbejdsvaner, har nogle gode råd til, hvordan du kommer bedst op i gear efter ferien.

  1. Start arbejdsdagen tidligt op: På den måde kan du måske nå at få ordnet nogle ting, inden alle andre begynder at rive i dig. 
     
  2. Lav en kort to-do-liste: Skriv få ting du absolut skal nå på første arbejdsdag, og begynd med det samme. 
     
  3. Undgå at læse mails i kronologisk rækkefølge: Du har garanteret fået mange mails i ferien, og det kan være temmelig uoverskueligt. Derfor anbefales det, at du sorterer dine mails efter afsender. Og hvis en afsender har sendt dig flere mails om forskellige ting, så ring til vedkommende for at få en hurtig afklaring på dem alle. Det kan spare dig tid.
     
  4. Sæt langsigtede mål og indtil sigtet på det vigtigste: Det er første dag efter ferien, og du har derfor det store overblik. Udnyt, at du endnu ikke er begravet i detaljer og mails og planlæg den kommende tid.
     
  5. Undgå at dræne dig selv for energi: Når du starter lige efter ferien, kan du hurtigt blive drænet for energi, men med nogle små justeringer kan du måske holde lidt længere. Blandt andet kan du sætte din telefon på lydløs og slå mailnotifikationerne fra. Samtidig kan du også se, om der er nogle arbejdsvaner, der eventuelt skal justeres lidt.
     
  6. Tal med kolleger og medarbejder: Det gør hverdagen efter ferien lidt nemmere, hvis du er i godt humør. Det kan du komme i, hvis du bruger noget tid på at snakke med dine kolleger og medarbejdere.
     
  7. Tag ferien med ind i hverdagen: I ferien har du garanteret brugt tid på ting, du godt kan lide at lave. Tag det med ind i hverdagen. Sæt tid af til at planlægge noget, du kan glæde dig til, og som du på forhånd ved, du vil nyde.
     
  8. Hold pauser: Du er lige startet efter ferien, så husk at give dig selv lov til at få en pause en gang imellem. 

    Kilde: Væksthus for Ledelse og DR.dk