8 års fængsel for kokainhandel

Tre mænd fik lange fængselsstraffe i en af de største narkosager i landsdelen.

Torsdag eftermiddag faldt der dom i en omfattende sag om handel med kokain fra Troldhede. Alle tre tiltalte blev idømt fængselsstraffe ved retten i Herning.

Dan Pedersen blev dømt otte års ubetinget fængsel. Kaj Aage Skinnerup fik fem års ubetinget fængsel, og en tredje mand, J. S., skal ind og afsone i to år. Alle tre tog forbehold med hensyn til at anke sagen, skriver aoh.dk

Professionelle kriminelle

Da sagen begyndte i maj kom det frem, at de tre mænd var sigtet for handel af op imod 13 kilo kokain. Den gang blev det kaldt en af de største narkosager i landsdelen. I følge politiet brugte de tiltalte blandt andet en ejendom ved Troldhede til at forarbejde kokainen.

- Der er tale om professionelle kriminelle, som har importeret stof, som de har forarbejdet i Herningområdet. Og så har de videresolgt det igen, fortalte vicepolitiinspektør Michael Kjeldgaard, Midt- og Vestjyllands Politi den gang til TV MIDTVEST.

Skulle sælges i København

Hovedmanden fik en hård straf på otte års fængsel, fordi retten fandt det bevist, at han har haft en central placering i en større narkoring.

Han blev dømt for at have leveret tre kilo kokain, der var presset i klodser på hver et kilo, til kunder i København.

En anden tiltalt blev idømt fem års fængsel for at have hjulpet hovedmanden med at forarbejde og presse de tre kilo kokain.

Den tredje blev dømt for at hjælpe med to kilo kokain.

To af mændene var oprindelig tiltalt for yderligere seks kilo kokain og for selv at have stået for at smugle stoffet ind i Danmark fra udlandet, men ingen af delene fandt retten bevist.

Opdateret 2014: J. S. er blevet frikendt i en ankesag.

 

Se indslag fra retssagens begyndelse her:

02:05 Luk video