750 japanske tegninger udstillet i Viborg

I år er det 150 år siden Danmark fik diplomatiske forbindelser med Japan. Det fejrer de i Viborg, hvor en ny udstilling med tegneseriekunst er åbnet.

Cristina Bojesen, projektleder, Animation Workshop i Viborg synes det er fantastisk, at folk står i kø for at komme ind og se den japanske udstilling.
Cristina Bojesen, projektleder, Animation Workshop i Viborg synes det er fantastisk, at folk står i kø for at komme ind og se den japanske udstilling.
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Arrangørerne har knoklet og knoklet for at få det hele på plads, og nu er udstillingen endelig klar.
Mere end 750 japanske tegninger hænger på væggene i Viborg, og danner tilsammen Nordeuropas største udstilling af japansk tegneseriekunst.

- Du kan finde tegneserier til voksne, til børn, tegneserier med dystre emner, nogen, der gør dig glad. Japanske tegneserier er ikke ligesom i vesten, hvor tegneserier altid har været centreret om action, siger Mitte Nielsen fra Viborg, som er kommet for at se udstillingen.

Mere end 750 japanske tegninger er udstillet i Viborg.
Mere end 750 japanske tegninger er udstillet i Viborg.
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Formanden for De Konservative, Søren Pape Poulsen, åbnede udstillingen, der skal markere 150 års diplomatisk forbindelse mellem Solens rige og kongeriget her højt mod nord. Et diplomati der stadig gavner.

- Det betyder jo, at vi bliver rigere på flere måder. Både det at vi handler med hinanden, men også det, at vi får indblik i andre kulturer, og vi bliver dygtigere med det samarbejde, som vi jo blandt andet ser på den her udstilling, siger Søren Pape Poulsen, formand for De Konservative.

Og sådan en gang manga og anime er noget der kan trække folk af huse. 

- Det betyder virkelig meget, at folk har lyst til at komme og dele den her kæmpe glæde, det er, at se alt det her japanske kunst og animation. Det er virkelig fantastisk, siger Cristina Bojesen, projektleder, Animation Workshop, Viborg.

1:27
 

Og der er både noget for de hardcore fans, og for dem, der bare er almindeligt nysgerrige efter seriekunst og tegnefilm.

- Det giver et kæmpe indblik i, hvordan tingene bliver produceret, og det er virkelig spændende, siger Cristina Bojesen, projektleder, Animation Workshop, Viborg.

Udstillingen kan ses i det tidligere museum på hjultorvet i Viborg frem til den 20. oktober

Den japanske tegneseriekunst har mange forskellige udtryk.
Den japanske tegneseriekunst har mange forskellige udtryk.
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST