73-årig kvinde er forsvundet

En 73-årig kvinde fra Silkeborg er i dag ikke kommet hjem efter sin daglige gåtur.

vedskraenten2_type1.jpg

Kvinden er gået fra sin bopæl på adressen Ved Skrænten i Silkeborg, hun blev sidst set kl. ni i formiddags.

Den 73-åriges pårørende er blevet urolige, fordi hun altid kommer hjem for at tage sin insulin ved 17-18 tiden.

Den forsvundne kvinde bor alene i en bolig Ved Skrænten. Hun har begyndende demens, men er selvhjulpen i alle situationer og bliver beskrevet som meget godt gående.

Den ældre dame er 165 cm høj, hvidhåret i en page-frisure. Hendes kropsbygning bliver betegnet som lidt buttet, uden på nogen måde at være overvægtig.

De pårørende er bekymret

Politiet ved ikke med sikkerhed, hvilket tøj hun har på, men hun har muligvis blå vest på, og nogle lange bukser, de ikke kender farven på. Kvinden har ikke medbragt en mobiltelefon.

- Hun er vant til at gå rundt i byen, og vi mangler hende rigtig meget. Og de pårørende er selvfølgelig bekymret, fordi hun plejer at komme hjem og tage sin insulin, forklarer Gert Høeg fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Har du set kvinden, eller ved du noget om, hvor den 73-årige befinder sig, vil Midt- og Vestjyllands Politi meget gerne høre fra dig på 1-1-4.