70 millioner til Salling Bank

Professionelle investorer skyder penge i Skive-bank. - En stor tillidserklæring, siger direktøren.

220813_Salling_Bank.jpg

Salling Bank med hovedsæde i Skive får nu en større kapitalindsprøjtning.

En kreds af professionelle investorer har sagt ja til at skyde 70 millioner kroner ind i banken i form af hybrid kernekapital.

- Det er en meget stor tillidserklæring til banken. Vi har for nylig haft besøg af Finanstilsynet, som nikkede ja til den måde, vi driver banken på, og nu har de professionelle investorer sagt, at de er fuldstændigt enige, siger direktør Peter Vinther Christensen til tvmidtvest.dk.

Hvem der skyder penge ind i banken, ønsker han ikke at oplyse - ud over at der er tale om en håndfuld helt forskellige investorer.

Overskud på 3.7 millioner

Banken benytter lejligheden til at indfri 25 millioner kroner af hybrid kernekapital fra staten - altså penge som banken lånte af staten i forbindelse med bankpakkerne - og 50 millioner af anden supplerende kapitalindskud.

Kapitalindskuddet kommer samtidig med offentliggørelsen af bankens halvårsregnskab, som viser et overskud før skat på 3,7 millioner kroner mod 7,3 sidste år. For hele året venter banken et overskud på mellem 8 og 11 millioner.

Salling Bank, der sidste år fusionerede med Vinderup Bank, har 110 ansatte og en balance på tre milliarder.