69-årige fundet i god behold

Politiet afblæser eftersøgningen efter en 69-årige dement kvinde fra Herning. Hun var på besøg hos en mandlig bekendt og fuldstændig intetanende om efterlysningen.

Den 69-årige demente kvinde, som har været savnet siden onsdag aften, er nu fundet i god behold.

- I formiddags kom hun ned i det dagscenter på Nørregade, hun plejer at komme i. Hun var forundret og fuldstændig intetanende om efterlysningen, fortæller vicepolitikommissær Jeppe James Olsen fra lokalpolitiet i Herning og fortsætter:

- Men hun har det godt.

Den 69-årige kvinde er efterfølgende blevet genforenet med en lettet familie på dagscenteret.

Besøgte ven tre opgange væk

Politiet har ellers haft gang i den helt store eftersøgning efter kvinden med hunde og helikopter omkring Herning og Ilskov.

Men det var ikke her kvinden skulle findes.

- Hun var taget hen til en mandlig bekendt tre opgange væk fra hendes hjem. Hun kunne ikke komme ind i sin lejlighed, fordi nøglen var blevet væk, fortæller Jeppe James.

De to har intetanende opholdt sig i lejligheden de sidste to dage.

Den 69-årige kvinde er efterfølgende blevet genforenet med familien. Hendes søn efterlyste hende onsdag aften.

01:51 Luk video