68 røg i spritfælden

Politiets store spritrazzia i weekenden har givet gevinst.

kikr_lys_version.jpg

Politiet har siden torsdag jagtet spritbilister i landsdelen. De har fanget ikke mindre end 68 spirituspåvirkede bilister og knallertførere. Men selvom tallet er højt, overrasker det ikke politiet.

- Vi vidste, at tallet ville blive stort. Med de ressourcer vi har sat ind, var tallet forventeligt, siger politikommissær Jørgen Christensen.

Medbragte læger har sparet tid

Der er især én grund til at politiet har kunnet fange så mange spirituspåvirkede bilister og knallertførere. Politiet har haft to læger med sig på razziaen - og det har sparet kostbar tid, så endnu flere kunne ryge i fælden.

- Når vi standser en spritbilist bliver blodprøven taget med det samme. Så når vi er på stedet og har taget en spritbilist, er vi klar til at søge efter den næste, i stedet for først at skulle anholde manden og ind på stationen og skrive rapport, siger Jørgen Christensen.

Også fartsyndere

Selvom politiet har koncentreret weekendens arbejde på spritbilisterne, har de også fanget flere fartsyndere. Præcis hvor mange ved politiet ikke endnu. I den kommende uge skal de kigge på det videomateriale, de har lavet, og vurdere hvor mange, der skal have en bøde eller frakendelse af kørekortet. Én har dog allerede fået frataget kørekortet. Han kørte 205 kilometer i timen på en landevej.  

I alt har 30 betjente arbejdet med den store razzia.

Hør her politikommissær Jørgen Christensen forklare, hvorfor politiet sætter så massivt ind i Midt-og Vestjylland:

0:19