66-årig forsvarede sig mod voldsmænd med havegreb

Et skænderi mellem tre mænd i Kjellerup i weekenden udviklede sig til vold, hvor en 66-årig mand måtte forsvare sig selv med en havegreb.

Håndjern og politibil
Foto: Flemming Christensen

Det blev for meget for en 66-årig mand fra Kjellerup, da han natten til lørdag blev vækket af en bil, der holdt i tomgang, mens den gassede voldsomt op ud for hans bopæl på Bethaniagade. 

Det fik ham til at gå ud til personerne i bilen for at bede om ro. Situationen udviklede sig til et skænderi mellem den 66-årige beboer, og de to personer, der befandt sig i bilen. 

- Den 43-årige mandlige fører af bilen springer ud og angriber den 66-årige mand med slag på kroppen og i ansigtet, fortæller politikommissær ved lokalpolitiet i Silkeborg, John Toft.

Herefter fastholdt føreren beboeren, mens også den anden passager, en 54-årig mand fra Kjellerup, slog på ham.

Det lykkedes beboeren at vriste sig fri, og han løb herefter om bag ved sit hus, hvor han fandt en havegreb at forsvare sig med. De to fra bilen fulgte efter manden, og da de kom farende mod ham, svingede den 66-årige med havegreben for at holde dem væk. Her ramte han den 43-årige på siden af hovedet, så han fik en flænge, der efterfølgende måtte behandles på skadestuen. 

Der blev tilkaldt både politi og ambulance til stedet.

- Den 43-årige blev anholdt og sigtet for vold mod den 66-årige. Og så blev han sigtet for spirituskørsel, for hvad enten han har kørt eller ej, så er det nok at sidde i bilen og gasse op, når det kommer til spirituskørsel, forklarer John Toft.

Også den 54-årige passager blev sigtet for vold. Ifølge politiet skulle de to mænd og den 66-årige ikke have kendt hinanden i forvejen. Den 66-årige beboer er ikke blevet sigtet for noget i sagen.