62 køer evakueret på Foulum

To medarbejdere fik en røgforgifting, da de ved en brand på Foulum evakuerede 62 køer.

Foulum_ForskerKo.jpg

Lørdag ved middagstid brød en brand ud i en stald med 62 køer på forsøgsstationen Foulum ved Tjele. Branden skabte så meget røg, at alle dyr måtte evakueres af medarbejdere.

- Der gik ild i en fejemaskine i stalden med køerne, men to medarbejdere lykkedes selv med at slukke den. Da vi nåede frem, var branden helt slukket, siger Lars Erik Leth, vagthavende ved Brand og Redning i Viborg.

De to medarbejdere, der hjalp til med at slukke branden og få dyrene ud, fik begge en røgforgiftning. De blev efterfølgende kørt til Viborg Sygehus til observation, men er i god behold.

- Vores opgave er nu at få luftet ud i stalden, før alle dyr kan komme ind igen, siger Lars Erik Leth.