600 skibonitter uden læge

Efter sommerferien kommer op i mod 600 skibonitter til at mangle læge. De risikerer at skulle køre udenbys.

skive

600 borgere i Skive vil fra den 1. september stå uden læge. Det skriver Skive Folkeblad.

Lægemanglen skyldes, at klinikken, Lægerne Østerbro, bliver skilt. Lige nu er der fire læger. Én af dem går på pension, to andre bliver i en reduceret udgave af samme klinik, mens den sidste går solo på sundhedshuset i Skive.

- Da princippet er først til mølle, kan man komme ud for, at det er nogle af de ringest stillede patienter, der ender med at blive henvist til udenbys læger. At vi som de læger, der er involverede, ikke er med til at bestemme, er godt nok, men vi risikerer en slagside, siger læge Rasmus Krog, der er én af de to læger, som fortsætter i klinikken på Østerbro.

I dag er der tilknyttet mellem 5.300 og 5.400 patienter til Lægerne Østerbro. Men fremover risikerer 5-600 af dem at skulle til Balling eller Stoholm for at komme til læge.