60-årig mand død i dykkerulykke

60-årig mand død i dykkerulykke

Tømrermester Hans Bang fra Holstebro er mandag eftermiddag omkommet i en dykkerulykke i Norge. Det bekræfter hans søn Morten Bang over for Dagbladet Holstebro.

Den 60-årige tømrermester fra Holstebro, Hans Bang, er mandag eftermiddag omkommet under en dykkertur i Norge. Ulykken skete ved Ytre Steinsund.

Hans Bang fik det pludseligt dårligt under et dyk, hvorefter han begyndte en sikkerhedsopstigning. Men da han nåede overfladen, var han bevidstløs, og blev efterfølgende erklæret død på stedet.

Ifølge Dagbladet Holstebro var Hans Bang en erfaren dykker, og han var i Norge sammen med fem andre erfarne dykkere. Intet tyder på, at der er sikkerhedsforanstaltninger der er overskredet på dykkerturen.

Norsk politi er nu i gang med at undersøge, hvad der kan være årsagen til ulykken.

Hans Bang har siden 1991 været indehaver at Tømrer- og snedkerfirmaet Hans Bang K/S.