57-årig mand død i drukneulykke

En mand blev fredag fundet livløs i vandet ved Toftum Bjerge ved Struer.

Toftum Bjerge, Struer
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Fredag eftermiddag blev en 57-årig mand fra Holstebro fundet livløs i vandkanten i Toftum Bjerge ved Struer. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

- Nogen finder en livløs mand i vandkanten og forsøger at genoplive ham uden held, siger René Pagh, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Årsagen til ulykken kendes endnu ikke, men der er ifølge politiet formentlig tale om en drukneulykke. 

Den 57-årige var sandsynligvis ude og svømme. De pårørende er underrettet.