55-årig kvinde dømt skyldig i drab i Tim

Retten i Herning har i dag afsagt dom i en drabssag fra Tim, hvor en 55-årig mand døde efter flere knivstik.

Retten i Herning har i dag dømt en 55-årig kvinde fra Tim skyldig i drab.
Retten i Herning har i dag dømt en 55-årig kvinde fra Tim skyldig i drab.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Det var et enigt nævningeting, der i Retten i Herning i dag, kendte en 55-årig kvinde fra Tim ved Ringkøbing skyldig i drab. Kvinden havde nægtet sig skyldig, men retten var altså ikke i tvivl om skyldsspørgsmålet.

55-årig mand dræbt i januar

Drabssagen er fra den 27. januar, hvor en 55-årig mand blev fundet død i sit hjem i Tim. Hans tidligere kæreste boede også på adressen, og det var hende, der alarmerede politiet. I anmeldelsen fortalte den 55-årige kvinde, at hun havde stukket sin mandlige samlever to gange med en kniv. En tilståelse hun dog senere trak tilbage.

I stedet forklarede hun, at manden havde pådraget sig skaderne selv. Men den forklaring købte nævningene altså ikke. De lagde i stedet vægt på, at den 55-årige kvinde flere gange over for politiet, havde sagt, at hun ville slå sin samlever ihjel.

Senere i eftermiddag afgør Retten i Herning, hvilken straf den 55-årige kvinde skal have.

1:08
Se indslag: Den 55-årige har nægtet sig skyldig, men er i dag blevet idømt 12 års fængsel.